Kammeratskabstips
Kammeratskabstips er en form for regler, som børnene på holdet eller i klubben selv er med til at formulere, og som skal være udgangspunktet for alles måde at være sammen på.
Reglerne motiverer børnene til at gribe ind, hvis noget går skævt, fordi det bliver klart for børnene, hvornår grænserne bliver overskredet. Børnene får på den måde større mulighed for selv at løse en konflikt uden voksnes indblanding.
Sådan gør I:
- Børn og trænere aftaler i fællesskab nogle kammeratskabstips, som alle skal handle om at få et godt kammeratskab, hvor ingen føler sig udenfor.
- Gør reglerne konkrete. Det er let at blive enige om, at alle skal være en god kammerat – men hvordan er man det?
- Skriv de regler ned, som I har besluttet, og hæng dem op et synligt sted i klubben.
- Tag reglerne op på et forældre- eller klubmøde.
- Tag reglerne frem en gang imellem og hør, hvordan det går, og om der skal tilføjes eller slettes noget.
Udvikling:
- Når børnene selv er med til at bestemme deres kammeratskabstips, føler de ejerskab og er med til at tage ansvar for trivslen.
- Del altid reglerne med forældrene, så de kender dem, hvis børnene taler om oplevelser på holdet – eller print dem ud og del ud.
- Kombinér eventuelt arbejdet med kammeratskabstipsene med månedens kammerat.