Seks gode trænertips

1 SØRG FOR, AT SVØMNING ER FOR ALLE

Der skal være plads til forskellighed. Vær opmærksom på, at børn udvikler sig i forskellige tempi, og bevar troen på alle dine svømmere uanset deres udgangspunkt. Hvis et barn igen og igen oplever ikke at blive set eller at få kritik, fordi han eller hun for eksempel ikke er ’god nok’, mister barnet lysten til at være aktiv i svømmeklubben og dermed muligheden for at deltage i det gode sociale liv, der følger med.

2 SKAB TRYGGE RAMMER

Tilrettelæg din træning, så du giver børnene mulighed for at udvikle sig både personligt og som svømmere. Sørg for, at du ser og anerkender alle, hver gang I træner, og fokuser på det positive fremfor det negative. Husk også, at nogle børn har brug for mere støtte og ros end andre.

3 TILPAS TRÆNINGEN

Den bedste oplevelse til svømning sker i rammer, der passer til børnene. Tilpas derfor træningen, så de passer til børnenes alder og niveau.

4 GOD TRÆNING ER FORBEREDT TRÆNING

Det tager tid at træne og inspirere børn. Mind dig selv om, at god træning er velforberedt træning.

5 VIS, AT DET ER I ORDEN AT BEGÅ FEJL

Fortæl for eksempel om de fejl, du selv begår og har begået. Det bidrager til at øge børnenes tolerance over for sig selv og hinanden, når de begår fejl. Mind børnene om, at det at fejle er en nødvendighed for at kunne udvikle sig og et tegn på, at de tør prøve nye ting af. 

6 HOLD EN GOD TONE

Motivation og anerkendelse virker langt bedre end skæld ud. Husk, at du er et vigtigt forbillede for børnene i deres omgang med hinanden. Så tal altid respektfuldt til børnene, så er det lettere for dem at gøre det samme til hinanden.