Bilen
Forberedelse:
Del børnene op i par. Den ene person er “bil” og må hverken se, høre eller tale. Den anden person er føreren af bilen og skal give signaler til bilen om, hvor den skal køre hen.
Fokus:
Samarbejde – tillid – kommunikation
Sådan gør I:
- Føreren står bag ved bilen med hænderne på bilens aksler (hofter eller skuldre) og styrer bilen ved for eksempel at give et let tryk i venstre side, hvilket betyder venstre sving osv. Det er vigtigt, at føreren er opmærksom på ikke at gå ind i nogen, så bilen kan føle sig sikker og tryg.
- Hvis føreren slipper bilen, skal den stoppe.
- Byt roller efter ca. tre minutter.
- Lav eventuelt en bane med små forhindringer, som bilerne skal køre udenom.
Udvikling for mindre børn:
- Lad børnene tale sammen i stedet for kun at styre ved at trykke på hinanden.
Udvikling for større børn:
- Føreren må kun sige lyde til den, der skal føres. Lad børnene aftale hvilke lyde, der betyder højre, venstre og så videre. Her må børnene ikke røre ved hinanden.
